Lillebælt rummer en af verdens tætteste bestande af marsvin, og du har unikke muligheder for at opleve denne lille hval på din tur rundt i naturparken. Herunder kan du blive klogere på marsvinet samt hvordan du har bedst mulighed for at spotte det.
Verdens første online lyttestation, hvor alle kan komme og lytte med, findes i naturparken. Her kan du 24 timer i døgnet gå om bord på youtube eller i styrehuset ved Lillebæltværftet og lytte til livet under havoverfladen. Se mere hos Aarhus Universitet
OBS: Lyttestationen er i øjeblikket lukket. Da vi desværre gentagne gange har oplevet hærværk på vores lyttestation, er den lige nu lukket, mens vi arbejder på en anden løsning.
Når man står ved kysten og spejder ud over det blanke vand, kan det være svært at forestille sig den mangfoldige verden og det imponerende landskab, der befinder sig under overfladen. Store sletter med næsten eksotiske planter, enorme dale og bjerglandskaber dannet af sten i alle mulige størrelser, og et dyreliv så rigt, at det sjældent er set – selv på verdensplan.
Når man står ved kysten og spejder ud over det blanke vand, kan det være svært at forestille sig den mangfoldige verden og det imponerende landskab, der befinder sig under overfladen. Store sletter med næsten eksotiske planter, enorme dale og bjerglandskaber dannet af sten i alle mulige størrelser, og et dyreliv så rigt, at det sjældent er set – selv på verdensplan.
Marsvinet har altid spillet en stor rolle i området, og især i Middelfart har den haft en historisk betydning, da marsvinejagten i en lang årrække var den primære indtægtskilde for en stor gruppe mennesker.
Men til trods for den massive tilstedeværelse og den historiske betydning er det dog ikke meget, vi ved om det lille havpattedyrs levevis i det fri. Den er nemlig – modsat dens nysgerrige og legesyge fætter, delfinen – både meget sky og meget sværere at holde i fangeskab.
Marsvinet færdes normalt alene eller i mindre flokke med 2–5 dyr. Hannen bliver kønsmoden, når den er 2–3 år; hunnen når den er 3–4 år, og langt de fleste kønsmodne hunner får én unge om året. Marsvinet bliver ikke så gammelt – højst 20 år – og desværre er der også mange, der dør før tid, fordi de kommer til at sidde fast i fiskegarn og derfor ikke kan søge til overfladen efter luft.
Nærmest over alt langs kysterne i Naturpark Lillebælt er der gode chancer for at se marsvin. Især når der bliver lidt varmere i vejret og både mindre og større dyr søger ind på det lidt lavere vand. Det er lettest at spotte marsvinene, hvis vandoverfladen er stille, og man får det bedste udsyn, hvis man kommer lidt op i højden i forhold til havoverfladen. Gode spottesteder er f.eks. Søbadet eller Røjle Klint ved Middelfart, Fredericia C eller fra Østerstrand ved Fredericia og Stenderup Hage, Løverodde og inderfjorden ved Kolding.
Kom på hvalsafari på Lillebælt og kom helt tæt på et af de mange marsvin, mens du får spændende fortællinger. Book din tur herunder. Der findes afgange fra enten Middelfart eller Fredericia.
Når du sejler i Naturpark Lillebælt bør du være opmærksom på, at din båd kan forstyrre havets beboere. Den lille hval, marsvinet, findes i stort tal i Lillebælt, særligt i den smalle del. Og de bruger lyde som en vigtig del af deres liv. Når du sejler hurtigt, fx mere end 5 knob, kan du forstyrre hvalerne. Undersøgelser viser nemlig, at særligt undervandsstøj fra både har indflydelse på havpattedyrenes adfærd og fødesøgning.
Marsvinet er den eneste hval, som yngler i dansk farvand, men det sker faktisk ikke så sjældent, at vi får besøg af andre hvaler i Lillebælt. I december 2015 var der en delfin i Kolding Fjord, og i februar 2016 blev der observeret en delfin helt inde ved kysten ved Søbadet i Middelfart.
Delfinerne er populære, og observationer af dem skaber ofte stor aktivitet både i pressen og på de sociale medier.
Andre større hvaler er også jævnligt forbi, men det er ikke så ofte vi ser dem. Der er tidligere observeret både finhvaler, pukkelhvaler og sågar blåhvaler på tur gennem Lillebælt. I naturparkens sekretariat arbejdes der på at lave nogle lytteposter rundt om i naturparken. Steder hvor man som forbipasserende kan tage et par høretelefoner på og lytte til lyden under overfalden.
Hvalernes lyd adskiller sig markant fra havets andre lyde, og man kan altså på den måde måske lettere opdage hvis en fremmed hval kommer forbi, eller i det hele taget få en fornemmelse af marsvinets tilstedeværelse lige der under overfladen. Projektet er dog stadig på tegnebrættet.
Hvis du finder et dødt marsvin, har du fundet værdifuld viden, som kan bruges til forskning. Miljøstyrelsen opfordrer derfor til at holde øje med døde marsvin, da de kan hjælpe os med at blive klogere på havmiljøet.
Sådan skal du gøre
Tag et foto af det døde marsvin – hold afstand af hensyn til risiko for smitte. Hvis du medbringer en hund så sørg for, at den også holder sig på afstand af døde eller syge dyr.
Send et foto af dyret og din lokalitet/adresse for fundet på SMS eller e-mail. Alternativt kan du ringe. Tag kontakt til følgende, afhængig af hvor i landet dyret er fundet.
På hverdage i hele landet: Ring til Naturstyrelsen på tlf. 72 54 30 00
Øerne: Anders Galatius DCE: SMS/ring på mobil på tlf. 28 71 03 72
Jylland: Fiskeri- og Søfartsmuseet: Ring på tlf. 76 12 20 00 eller skriv til e-mail fimus@fimus.dk