Havørreden
Men havørreden er faktisk også mere end en delikat spise. Den er også en smuk og spændende fisk, en sand mester i forvandlingens kunst og en af de mest tilpasningsdygtige fisk, vi har herhjemme.
Ørreden er ligesom andre laksefisk en vandrefisk. Den klækkes i ferskvand, ofte i de helt små bække og vandrer derefter videre ned i vandløbene. Nogle gange bliver de i vandløbene, så kalder vi dem bækørreder, andre gange slår de sig ned i en sø, men i langt de fleste tilfælde vandrer ørreden hele vejen ud i havet og bliver til havørreder. På vej derud forandres ørredens fysiologi, så den kan tåle det salte vand, den smoltificerer og bliver sølvblank.
Ude i havet æder fisken sig stor og fed, og når den så bliver kønsmoden vandrer den tilbage for at gyde i lige netop dét vandløb, hvor den selv blev klækket som larve. Det sker i perioden fra maj til november, når havørreden gør sig klar til at finde tilbage til sit barndomshjem, gennemgår den en fantastisk forvandling. Den ifører sig nemlig gydedragt. Den skifter farve fra blank stålfarvet til gylden kobberfarvet, finnerne bliver matte i stedet for gennemsigtige og prikkerne ændrer størrelse og klarhed. Hannerne får desuden en kæbekrog, der får den til at se truende ud og som den kan bruge som våben i kampen om hunnerne.
De vandrende fisk er afhængige af, at de kan komme op i det vandløb, de kom fra og at forholdene til gydning er gunstige, dvs. at der er grus på bunden, hvor æggene kan lægges under beskyttede forhold. Gennem tiderne har både den frie passage gennem vandløbene og bundforholdende gennemgået store forandringer pga. menneskelig aktivitet og tilbage i 40’erne og 50’erne stod det skidt til med flere af vandrefiskbestandene i Danmark. Heldigvis er det gået fremad siden 60’erne, og man arbejder stadig på at opretholde gunstige forhold for laksefiskene.
Den voksende jyske bestand blev efterhånden så stærk, at den kunne sprede sig til nye områder – herunder Fyn.
De første sikre tegn på oddere på Fyn dukkede op omkring 2007 i Odense Å-systemet. Dyrene var med stor sandsynlighed vandret fra Jylland og havde svømmet over Lillebælt.
Det betyder, at de næsten sikkert også har været til stede i Fyns nordlige og vestlige kommuner i en periode, uden at nogen opdagede det. De første fund var typisk trafikdræbte dyr – altså tilfældige fund frem for resultatet af målrettet eftersøgning.
Selvom odderen nu er vidt udbredt på Fyn, ser de færreste den. Det skyldes, at odderen er sky, nataktiv og gør meget for at undgå mennesker. Den lever i høj grad skjult og bevæger sig diskret gennem landskabet.
Mange forveksler odderen med bæveren, men der er stor forskel.
Odderen fælder ikke træer og bygger ikke dæmninger. Dens tilstedeværelse opdages typisk kun af trænede observatører, som leder efter:
Disse fund er små højdepunkter for naturinteresserede, fordi de bekræfter dyrets tilstedeværelse.
Mange forveksler odderen med bæveren, men der er stor forskel.
Odderen fælder ikke træer og bygger ikke dæmninger. Dens tilstedeværelse opdages typisk kun af trænede observatører, som leder efter:
Disse fund er små højdepunkter for naturinteresserede, fordi de bekræfter dyrets tilstedeværelse.